Tilknytningsforstyrrelser
Artikler
Tilknytningsforstyrrelser
Intro
Tilknytningsteoriens oprindelse går tilbage til den engelske psykiater John Bowlbys (1907-1990) arbejde med depriverede børn efter Anden Verdenskrig. Bowlby arbejdede gennem flere år som børne familiepsykiater ved Tavistock klinikken i London. Hans teori om menneskets evne til at danne tilknytning kan ses som en videreudvikling af objektrelationsteorien, idet hans perspektiv på tilknytning som en basal adfærd, blandt andet inddrager etologien som forklaringsramme.
Det er først med Bowlbys teori, at det rationelle aspekt tillægges en kolossal betydning for barnets tidlige udvikling. Mary Ainsworths empiriske undersøgelser af tilknytningsadfærd samt den senere udviklede metode til måling af kvaliteten af tilknytning mellem spædbarnet og omsorgsgiver, kan betragtes som det empiriske grundlag for tilknytningsteorien.
Ifølge Bowlby kommer barnet til verden genetisk indstillet på at udvikle et sæt adfærdsmønstre, der i et egnet miljø vil resultere i, at det holder sig i større eller mindre nærhed af dem, der tager sig af det. Terminologisk søger barnet sin "sikre base". Denne adfærd tjener som et beskyttelsesmønster i barnets opvækst og fungerer som et biologisk system. Det biologiske system virker efter en form for homestase, og holder derfor barnets forbindelse til tilknytningsfiguren indenfor visse afstands- og tilgængelighedsgrænser. Bowlby anser barnets tilknytningsadfærd for at være universel og normal. En sikker tilknytningsadfærd vil vise sig som et stabilt mønster i barnets adfærd og vil være et produkt af moderens behandling af barnet. Der kunne også være tale om faderen som barnets tilknytningsfigur eller begge forældre.
Tilknytning er et fænomen med sin egen iboende motivation, der er uafhængigt af fødegivning og driftstilfredsstillelse. Tilknytningen er begrundet i en særlig biologisk funktion, beskyttelsen gennem det stærkere og mere overlevelsesdygtige individs omsorg. At være knyttet til vil sige at være stærkt disponeret for at søge nærhed og tæt kontakt med en bestemt person under bestemte betingelser.
Tilknytning er en varig egenskab hos mennesket, der kun kan ændres langsomt over tid. Tilknytning er ikke lig dyrenes instinkt, men er hos mennesket et genetisk biologisk potentiale, som er hovedkomponent i dannelsen af emotionelle bånd mellem mennesker. Barnet udvikler ikke tilknytning til sine forældre, fordi de er de biologiske forældre eller giver det mad, men fordi de beskytter det og giver det omsorg. Et barn vil under alle omstændigheder knytte sig til sin omsorgsperson, uanset om denne fungerer optimalt med hensyn til tilgængelig opmærksomhed eller ej.
Læs den fulde artikel ved at trykke på linket nedenfor.
